Spørg børnene – en artikel om børneinterviews som metode til dokumentation og evaluering i SFO

Af Susanne Ploug Sørensen

Artiklen falder i to dele. Første del handler om børneinterview som metode til dokumentation og evaluering af arbejdet med mål og indholdsbeskrivelser i SFO, og anden del handler om et konkret interview om samarbejdet mellem skolenes fritids- og undervisningsdel – set i et børneperspektiv. Interviewet er et praktisk eksempel på metoden, som beskrevet i første del.

Interviewmetoden behandles på baggrund af erfaringer med børneinterviews til brug for læreplansarbejdet på daginstitutionsområdet og fra mål og indholdsbeskrivelserne på SFOområdet. Det drejer sig om egne primære erfaringer med børneinterviews som metode til dokumentation og evaluering, og om sekundære erfaringer med børneinterviews fra en række af kursusforløb, hvor jeg har været instruktør. Erfaringerne vil blive oplistet her i artiklens første del til brug for pædagoger, der vil arbejde med børneinterviews til enten dokumentation og evaluering eller som en generel nysgerrighed på institutionslivet i børnehøjde.

 

Børneinterview som metode

De sidste år har jeg afholdt kurser i læreplansarbejde i daginstitutioner, og i mål og indholdsbeskrivelser i SFO. I dette arbejde er børneinterviews brugt som et supplement til pædagogernes dokumentation og evaluering i forhold til kategorierne (personlig udvikling, socialitet, sprog, krop og bevægelse, natur og kultur), som angivet på det kommunale niveau. Kursister har ganske enkelt testet forskellige mulige tilgange til børneinterviews og delt deres erfaringer med hinanden. De har som afslutning på forløbet produceret en form for idekatalog til gensidig inspiration.

Ud af sådanne idekataloger er mere generelle erfaringer opsamlet, på trods af, at den fælles erfaring faktisk er, at det ikke er muligt at opstille generelle metodikker til interviews. Der er nemlig hensynet til børnenes alder og sproglige udvikling at tage, og der er også vidt forskellige rammer og vilkår for at kunne gennemføre interviews. Kursisterne har udvist megen kreativitet og opfindsomhed for at designe interviewmetoden til deres børn og de rammer, der har været til at gennemføre interviewene. Trods forskelligheder er der nogle fælles erfaringer med nødvendigheden af at overholde nogle spilleregler. Disse spilleregler, som bliver oplistet nedenfor, må indtænkes i de særlige og konkrete forhold, en interviewer har.

 

Typer af interviews

Kursisterne har praktiseret tre typer af interviews:

  • Enkelt interview dvs. interview af ét barn
  • Gruppeinterview dvs. interview af en gruppe af børn og ofte tilfældigt udvalgt. Gruppeinterviewet er gennemført som interview med et enkelt barn, hvor børnene på skift bliver stillet nogle spørgsmål, eller som fokusgruppeinterview, hvor børnene er blevet opfordret til at snakke sammen om et eller flere spørgsmål eller om et tema. Somme tider har temaet været valgt af pædagogerne, og somme tider har børnene selv valgt emnerne for deres samtale.
  • Barn- til-barn-interview, hvor børn har fået til opgave at spørge de andre børn om konkrete begivenheder i institutionen eller spørge til deres ønsker om nye aktiviteter.

 

Langt de fleste pædagoger har interviewet egne børn i daginstitutionen, men et par stykker har så at sige byttet børn, og en enkelt har i sin egenskab af konsulent interviewet fremmede børn. Der er store fordele ved at kende børnene, for trygheden er indbygget i interviewet. Mine erfaringer som interviewer af fremmede børn viser dog, at de fleste børn synes, det er spændende at være med, og de viser stor tillid.

 

Spørgeguide

Der har været gjort forskelligt brug af spørgeguides (en forberedelse af de forskellige spørgsmål, der ønskes svar på) og sådanne guides har været mere eller mindre åbne. De lukkede har den fordel, at interviewer får svar på det, interviewer gerne vil have svar på, men til gengæld kommer der sjældent andet på banen, mens de mere åbne guides kan åbne for andet end det, interviewer på forhånd kan forestille sig som relevant. Til gengæld kan der her være vanskeligheder med at holde en rød tråd, når de åbne interviewguides benyttes. Nogen valgte den helt åbne dialog med børnene og inviterede til, at de kunne fortælle historier om børnehaven. Og også hvad historiefortællingen angår, var der mulighed for en mere eller mindre bunden opgave.

Tegninger, billeder mm har været brugt som ”guide”, og her har kursister fx bedt børnene tage billeder af institutionslivet, eller de har selv gjort det (husk at forældrene skal give tilladelse – hellere en gang for meget end for lidt) som grundlag for samtale med børnene. Andre fik gode erfaringer med at bruge børnenes tegninger, eller de lod børnene tegne under interviewet. En pædagog interviewede et enkelt barn, men lod resten af gruppen høre på, mens de tegnede. I det hele taget var kursisterne gode til at finde kreative løsninger på form, rammer og indhold.

Alle kursister har på kurset været instrueret i nedenstående spilleregler, som nogle principper for at arbejde med interviewformen hos børn. Det er så at sige disse regler, der skiller interviewet fra andre samtaler, som pædagoger løbende har med børn.

 

Regler ved børneinterviews

Regel nr. 1 – der må være et formål

Allerførst må interviewer gøre sig klart, hvad formålet er med at spørge børn om forhold i deres liv. Hvis ikke det skal tages alvorligt, at børn har oplevelser så lad være med at ulejlige børnene. Hvis du inviterer børn til at have meninger, kan de med rette forvente, at de bliver taget alvorligt. Gør opmærksom på, at ikke alt kan blive til virkelighed, men at noget måske kan blive det, og at du i hvert fald vil tænke over, hvad du hører. Og hvis ikke du har i sinde at gøre det – så lad være med at interviewe. Ofte møder jeg fordomme, der siger, at man ikke kan regne med børns udsagn, fordi de blot siger det, de voksne vil høre. Men det adskiller sig ikke fra interviews med voksne. Voksne siger også ofte det, de tror, er det korrekte at sige.

 

Regel nr. 2 – der må være tryghed og tillid

Der er brug for etiske overvejelser før, under og efter interviewet. Overvejelserne før kan dreje sig om ovennævnte regel om kun at spørge børn, hvis man har i sinde at lytte og anerkende barneuniverset, og at imødekomme det, der er muligheder for. Det kan også være en overvejelse værd, om der skal forældretilladelse til eller ej. Hellere en forældretilladelse for meget end for lidt.

Det gælder om at skabe tryghed og at gennemføre interviewet i gensidig tillid. Under interviewet kan der fremkomme informationer, som ikke kunne forudsiges, og nogle kan endda være af følsom karakter. Her gælder samme regel som i andre sammenhænge, hvor man som pædagog kan være nødsaget til at gå videre med følsomme informationer til barnets bedste. Reglen er ellers som udgangspunkt, at børn kan stole på, at hvad de fortæller ikke kan blive brugt uden aftale. Efter interviewet må pædagogerne fortælle børnene, hvad pædagogerne nu vil tænke over og eventuelt ændre på for at forbedre den pædagogiske praksis. På den måde oplever børn at blive taget alvorligt.

 

Regel nr. 3 – der må være en kontrakt

Kontrakten adskiller interviewet fra alle de andre samtaler, som pædagoger jo løbende fører med børn. Kontrakt betyder blot at lave en aftale om rammer og indhold. Aftalen finder sted før, under og efter interviewet.

 

Før interviewet aftales følgende:

  • Aftal med børnene og evt. forældre at interviewet finder sted og om, hvad det drejer sig og til hvilket brug.
  • Aftal tidspunkt.
  • Aftal sted.
  • Aftal tidsramme.

(Der er dog erfaringer, der viser, at en tidsramme kan blive en barriere, og her må man kunne handle efter intuition.)

 

Under interviewet:

  • Til start på selve interviewet aftales din og børnenes roller (hvem taler hvornår).
  • Aftal om der er båndoptager.
  • Aftal om der bliver noteret undervejs.
  • Aftal at børnene kan sige stop undervejs og evt. fortryde.
  • Aftal at I undervejs kan snakke om, hvordan interviewet går.
  • Aftal hvordan I afslutter.

 

Efter interviewet:

  • Spørg børnene hvordan de har haft det.

 

Regel nr. 4 – det må være en anerkendende og værdsættende samtale som et princip

Anerkendende og værdsættende samtale bygger på et særligt menneskesyn. Mennesket anses for at have ressourcer, og mennesket har værdi i sig selv, som et særligt væsen med særlige egenskaber, som har betydning for mennesket selv og for andre mennesker. Grundsynet er et ressourcesyn, og der tages afstand til et mangelsyn med fokus på fejl og mangler. Glasset vurderes som halvfyldt snarere end som halvtomt.

Med disse grundsyn bliver en samtale til en positiv kommunikation, hvor man forholder sig undersøgende til budskaberne i stedet for at begynde at diskutere dem. For at kunne forholde sig undersøgende må man mestre at stille de gode spørgsmål. Det er en vanskelighed i starten, men øvelse gør mester, og kursisterne optrænede nogle paratspørgsmål, som standard for en undersøgende samtale. Pointen er at lade barnet beholde ordet i stedet for at afbryde med yderligere spørgsmål.

 

Gode spørgsmål, der folder ud, er fx:

  • Fortæl noget mere om det.
  • Fortæl hvordan du forestiller dig det.
  • Kan du finde et billede der fortæller. hvordan du oplever det?
  • Hvis du måtte ønske – hvordan skulle det så være?
  • Har du andre oplevelser, der ligner/eller er forskellige fra den, du fortæller om?

 

Sådanne spørgsmålstyper inviterer til fortælling og fantasi, og de åbner i stedet for at lukke som fx spørgsmålet som: hvor mange venner har du? Det gode åbnende spørgsmål her ville være:

  • Fortæl om hvad det betyder for dig at have venner.
  • Eller fortæl mig om dine venner.
  • Eller hvordan er en god ven?
  • Eller hvordan er du en god ven?

 

Opsamlende kan nedenstående huskeliste fra kurserne være en inspiration til læserens eget brug.

 

Huskeliste for interviewer

  • Sig til børnene hvad interviewet skal bruges til.
  • Kontrakten (se ovenfor).
  • Fortæl hvad du gerne vil vide noget om (overordnet).
  • Spørg så børnene om de stadig vil være med.
  • Når der er en tryg stemning, kan du starte.
  • Stil åbnende spørgsmål.
  • Lyt og lyt og atter lyt og undlad dine egne kommentarer.
  • Spørg evt. om du har forstået det rigtigt.
  • Sum op.
  • Noter evt. lidt ned.
  • Gentag evt. hvad der bliver sagt.
  • Men gentag altid med brug af børnenes egne ord.
  • Undlad dine egne fortolkninger.
  • Læs til sidst op hvad du evt. har skrevet ned.
  • Eller spil et stykke af båndet.
  • Tak for børnenes medvirken, og gentag hvad du skal bruge det til.
  • Slut med at spørge børnene hvordan det har været for dem.

 

Analyse af børneinterviews

Efter interviewet forestår en analyse af børnenes udsagn. Her følges en særlig struktur eller huskeliste, som jeg har erfaring for er hensigtsmæssig:

  • Opstil dine egne hypoteser.
  • Lyt til bånd eller studer notater.
  • Lad data ”snakke” til dig.
  • Find temaer og oplist dem.
  • Find de meningsbærende udsagn.
  • Brug udelukkende børnenes egen begreber (begynd ikke her at fortolke).
  • Find svar på dine egne hypoteser.
  • Find overraskelser og hør efter, hvordan børn tænker.
  • Opstil hypoteser i børnehøjde, dvs. børns forestillinger om verden.
  • Giv om muligt data tilbage til børnene ved at fortælle dem, hvad du har fundet frem til.

 

Til brug for den videre bearbejdning og analyse af interviewet kan du blive inspireret af  strukturen som ovenfor beskrevet, og det helt centrale til brug for evaluering er, at komme til at forstå verden i børnehøjde.  Det er derfor vigtigt at finde overraskelserne og reflektere over, hvordan børnene mon tænker og oplever.

En videre analyse med brug af teori kan være en fordel, når interviewmaterialet ikke udelukkende er tænkt til dokumentation og evaluering, men til brug for en videre udvikling af den pædagogiske praksis. Men her gælder stadig reglen om loyalitet overfor børnebegreberne og en besindighed overfor at tolke på børnenes egne ord. Eksemplet kunne være det om drengen, der siger, han er alene, og den voksne, der tolker det og bruger ordet ensom. Det er jo strengt taget ikke, hvad drengen siger, han er.

Ovenstående oplistninger og spilleregler er vigtige at efterleve, men derudover er der plads til megen kunstnerisk frihed. Det centrale er at vise respekt for børns liv, og det gøres ved at følge reglerne og ved at bruge sine øvrige pædagogiske erfaringer med børn. Pædagoger er jo trænede i at tale med børn, men interviewformen skiller sig fra alle de andre samtaleformer ved, at det har et erklæret formål, og at det bygger på en kontrakt med spilleregler.

 

Et konkret  børneinterview i en SFO

Nedenstående viser nu metodikkerne i brug ved et konkret interview, der er foretaget med børn fra en SFO. Børnene havde for nylig deltaget i et fælles projekt mellem skolens fritids- og undervisningsdel – en temauge – og det var samarbejdet mellem hhv. fritids- og undervisningsdelen omkring denne uge, jeg var interesseret i at spørge til.

Interviewet havde til formål at undersøge, hvordan børn oplever et sådant samarbejde, og om de overhovedet er bevidste om, at de voksne antager, det er godt for dem, når lærere og pædagoger samarbejder, fordi det skaber helhed i deres liv, og fordi det fremmer læring.

Min egen antagelse er, at børn ville foretrække at gå i en form for helhedsskole uden at skulle afbryde leg og læring med at flytte rundt mellem undervisnings- og fritidsdelene.

 

Hypoteser og spørgsmål der ligger til grund for interviewet 

Jeg ville undersøge følgende spørgsmål: Hvordan oplever børn samarbejdet mellem lærere og pædagoger?

Som udgangspunkt havde jeg en forestilling om, at børn ikke er særlig bevidste om samarbejdet.

Ville børnene ønske sig en skole, hvor lærere og pædagoger altid samarbejdede (en form for helhedsskole) ud fra egen forestilling om, at det ville være godt for børn ikke at skulle agere som ”delebørn” og ud fra den antagelse, at børn lærer hele dagen, uanset de går i skole og har undervisning eller går i SFO?

 

Interviewet

SFO-lederen havde udvalgt 4 børn, 3 drenge og en pige på 9 år. Interviewet varede 45 min, og det blev efter aftale med børnene optaget på bånd.

Det fandt sted i SFOen i en lille stue med sofaer og lænestole. Der var sat saftevand ind på bordet.

Jeg startede med at etablere en kontrakt med børnene. Jeg fortalte, hvad mit formål med interviewet var, og at jeg skulle bruge interviewet til at skrive denne artikel. Jeg forklarede, at jeg var interesseret i at høre, om børn også oplever, at samarbejde mellem lærerne og pædagogerne er godt for dem. Jeg fortalte, at voksne havde en forestilling om, at det var godt, når lærerne og pædagogerne samarbejdede, men at vi jo strengt taget ikke vidste, hvordan de som børn oplevede dette samarbejde, og at det var, hvad de kunne fortælle mig om.

Videre fortalte jeg, at det var et fokusgruppeinterview, og at det betød, at de skulle snakke sammen om de temaer, jeg bragte på banen. Jeg havde medbragt børnenes egen avis fra den sidste temauge, som samarbejdsugen kaldes hos dem. Andre steder kaldes den tværsuger eller krydsuger. Billeder fra avisen ville blive brugt til at snakke om, og vi bladrede lidt i avisen inden.

Jeg aftalte med dem, at det ville vare 45 min, og at de kunne stoppe undervejs, hvis der var noget de undrede sig over eller hvis, de ville sige noget andet end det, jeg spurgte om. Desuden var de indforstået med, at det hele blev optaget på bånd, og at jeg ikke spillede båndet for andre end mig selv. Jeg sluttede kontrakten med at aftale, at interviewet ville blive afsluttet med, at jeg ville fortælle dem, hvad jeg foreløbig havde hørt og evt. hvilke notater, jeg havde gjort mig.

Børnene virkede hjemmevante i formen, og de var meget engagerede i mit projekt. De havde glædet sig til at være med. Og det skulle vise sig, at de havde forstået, hvad et fokusguppeinterview gik ud på.

 

Interviewets foci:

Der var 4 foci, som drejede sig om børnenes oplevelser af forskelle på skolens undervisnings- og fritidsdel og deres oplevelser af samarbejdet mellem de to steder de tilbragte dagen:

  1. Samarbejde var det første tema, og her ville jeg undersøge, hvordan børnene forstod dette begreb.
  2. Forskelle på skolens undervisnings- og fritidsdel og herunder også forskelle på lærere og pædagoger,
  3. Temauger med samarbejde mellem undervisnings- og fritidsdelen og her var det deres sidste tema om OL, jeg ville spørge til,
  4. Deres ønsker om at gå i skole og have undervisning og SFO i fritiden, hvis de kunne bestemme,

 

Herefter startede selve interviewet med fokus 1 om begrebet samarbejde, og børnene styrede så at sige sig selv, ventede på hinanden og lyttede til hinanden. De kiggede også på hinanden, når nogen talte. Der var ingen dominerede talere, og alle syntes at kunne komme til orde.

Resultatet af interview er nedenfor angivet med citatpluk. Plukkene er de meningsbærende udsagn, og der er ikke skelnet mellem børnene, men det er fremhævet, hvor børnene er enige og uenige:

 

Fokus 1 med spørgsmål om hvordan børnene opfatter ordet samarbejde, og hvad de forstår ved det

 

Samarbejde er at holde sammen.

Man får flere ideer og ikke kun ens egne.

Man skal også rette sig efter hinanden.

Vi samarbejder meget, og vi lærer meget af at samarbejde.

 

Fokus 2 med spørgsmål til forskelle på skolens undervisnings- og fritidsdel

Der er stor forskel på skole og SFO.

Skolen er der, hvor man SKAL ting, og SFO er der, hvor man MÅ.

Skolen er som et fængsel.

Nej, man kan ikke sige, det er et fængsel, men der er meget, man ikke må (en uenig).

I skolen er der ro, og så lærer man noget (enighed om at man lærer bedst i ro).

I SFO må man godt løbe rundt, og så lærer man ikke noget, for det larmer.

I SFO må man selv bestemme, og det er bedst.

I skolen får man kun venner i klassen, og i SFO får man mange venner, og man kan være sammen med flere.

Lærerne er skrappe, og pædagogerne er søde.

Nej, der er nemlig også søde lærere og dumme pædagoger, men de fleste er søde.

 

Fokus 3 med spørgsmål til samarbejdet mellem lærere og pædagoger  i en konkret temauge

Det er rigtig godt.

Vi lærte om lande og om mad fra forskellige lande, og vi havde sport og lavede avis.

Lærerne og pædagogerne arbejdede sammen men de var stadig lærere og pædagoger – de byttede ikke

Pædagogerne lærte os om sporten, og lærerne lærte os om landene.

De var, som de plejer.

Men de hjalp os mere end de plejer og det var godt

De voksne var søde til at hjælpe, og det var det bedste.

De store kunne også hjælpe, og det var også godt.

 

Fokus 4 med spørgsmål til hvordan børnene kunne tænke sig at gå i skole og have undervisning og gå i SFO i fritiden

Her spurgte jeg først,om ikke de kunne ønske sig temauger hele året?

Nej slet ikke, for det ville blive kedeligt.

Det er godt, det skifter mellem ugerne.

Vi har også brug for uge,r hvor vi lærer om dobbeltkonsonanter.

Ja og om stumme bogstaver.

Og det lærer man bedst ved at sidde ved borde og på stole.

Der skal være ro.

Men vi lærer faktisk også meget i natur og teknik, der må vi selv eksperimentere, og det lærer man meget af.

Vi kunne godt ønske os temaer om dyr og om rumvæsner.

Det skulle være, som vi gør det i temaugerne.

Vi vil gerne være med til at bestemme temaerne.

 

Jeg takkede for interviewet og læste min noter op, og de ville gerne lige høre lidt af båndet. Så afsluttedes interviewet ved, at jeg gentog, hvad det skulle bruges til, og ved at jeg spurgte, hvordan det havde været?  De var allerede på vej ud ad døren, drikkende det sidste saftevand, men syntes, det havde været sjovt.

 

Opsamling af børneudsagn i forhold til hypoteserne

For det første var børnene fuldt ud bevidste om, at lærere og pædagoger samarbejdede. Børnene vidste i det hele taget god besked om samarbejde og dets fortræffeligheder. Det gjaldt både pædagogers og læreres, men også eget samarbejde forholdt de sig til. Og de opfatter også samarbejde som muligheder for at kunne mere, end man kan alene. De syntes, det var rigtig godt med temauger. Til gengæld ønskede de ikke temauger året rundt. De kunne godt lide variationen, og de kunne også godt lide, at der er ro, når der fx skal trænes særlige danskfærdigheder.

Sådan må børnenes udsagn forstås. Nu kan der ikke konkluderes noget generelt om, hvordan børn oplever lærere- og pædagogsamarbejdet. Det kan blot konkluderes, at disse fire børn har meninger som citeret ovenfor. De svarer mig ikke, som jeg forventede, og de afkræfter mine hypoteser. Det er klart, at fire børn på ingen måde er repræsentative. Man kunne sagtens forestille sig, at nogle andre børn ville mene noget andet. Disse fire børn mener altså, at samarbejdet er godt for læringen, men der må gerne være variation i undervisningsformerne. Børnenes lærere og pædagoger kan være tilfredse med, at en gruppe børn er glade for, at der er forskel på skole og SFO, og at de også er glade for, at de to personalegrupper kan samarbejde, og at de lærer noget – især når de voksne er søde til at hjælpe. Disse fire børns udsagn er interessante, og de kunne give anledning til videre undersøgelse. Man kunne herefter foretage en kvantitativ undersøgelse (fx i form af et spørgeskema) for at teste, hvor udbredte deres oplevelser i grunden er?

 

Hypoteser i børnehøjde

Børnenes udsagn giver anledning til at kunne opstille hypoteser i børnehøjde. Det er så at sige de udsagn i datamatrialet, der vækker til eftertanke eller forundring, og i børnenes udsagn har det konkret været deres fremhævelse af de voksnes betydning for at lære – ”det er, når de voksne er søde til at hjælpe, man lærer”.

Børn har deres egne læreplanskategorier og mål og indholdsbeskrivelser. Det giver stof til alvorlig eftertanke, når børn siger, de lærer, når der er voksne, der har tid og lyst til at hjælpe. Deres hypoteser kunne derfor være, at voksne har betydning, og at det har særlig betydning, at de har tid og lyst til at hjælpe.

De er ikke helt enige i roens betydning, men de kan ikke lide larm. De er til gengæld enige i, at det at eksperimentere er godt for læring. Nogen læring er dog bedst ved borde og på stole, og det er de også enige i.

Som det fremgår af hypoteserne i børnehøjde, er børnene slet ikke inde på mål og indholdsbeskrivelser. De er til gengæld optaget af vilkår for læring.

Disse fire børn deler hypoteser om læring med andre børn, som de omtalte kursister har interviewet. Her siger børnene overraskende nok det samme om voksnes betydning. Børn siger fx ”det er rart, når de voksne kommer og sætter sig ned hos os” eller ”det er godt, når de voksne gider hjælpe os” eller ”når de voksne siger, vi selv må bestemme, så er det, det bedste”, ”Jeg hader, når de voksne siger, de ikke har tid” eller ”det værste er, når de voksne er irriteret og trætte”. Så læringen i voksenhøjde er, at voksne må interessere sig for vilkår for læring i børnehøjde, og disse vilkår handler i særdeleshed om voksne, der har tid og lyst til at hjælpe.

 

Vilkår for mål og indholdsbeskrivelser  – en ny kategori

Hvad kan vi så som voksne lære af børneinterviews?

Hvis vi tænker i læreplaner i daginstitutioner eller i mål og indholdsbeskrivelser i SFO, viser der sig nogle helt andre læreplanskategorier i børnehøjde. Det er nemlig en kategori, der handler om børns vilkår for læring. De voksne professionelle har kategorier til mål, kundskaber og færdigheder, mens børnene tænker i, hvornår de i grunden lærer – og det er vel en nok så vigtig kategori.

De vurderer fx i høj grad de voksne og i allerhøjeste grad de voksnes nærvær. Dette træder slet ikke frem som vurderbart i læreplanskategorierne. De professionelle har godt nok udviklet teorier om læringsstile og tænkestile og multiple intelligenser, mens børn på baggrund af ovenstående empiriske erfaringer ganske enkelt peger på voksen nærværende som et grundvilkår for deres læring, som mig bekendt ingen voksne professionelle har forholdt sig ordentligt til, og som i hvert fald har trange kår i institutioner med for mange børn til for få voksne. Man (jeg) kunne forledes til at tro, at undersøgelsen aldrig ville blive lavet, fordi dens resultater kunne tænkes  at blive en bombe under vores sædvanlige økonomitænkning som overbegreb for  institutionalisering af børn.

 

Hvilke læreplanskategorier og mål og indholdsbeskrivelser  kunne tænkes i børnehøjde?

Der forestår et stykke pædagogisk forskningsarbejde for at kunne besvare dette spørgsmål. Det kan kun besvares ved at spørge børn med det klare formål at høre, hvordan børn oplever læring med henblik på at ændre, hvad der derefter skal ændres. Hvis man ikke ønsker, at ændre noget så skal man heller ikke ulejlige børnene.

 

1-3 forslag til litteratur til videre læsning

Børn & Unge 2002/25 Artikel af Steffen Hagemann om Pernilles Hviids ph.d med brug af børneinterviews

Børn & Unge 2004/23 ”Stik fingeren i jorden” Artikel af Else Marie Andersen

 

Referencelister (hvis der er nogen) ingen liste

 

 

Resume:

Artiklen forsøger at opstille nogle regler for børneinterviews til brug for dokumentation og evaluering af mål og indholdsbeskrivelser i SFO og for læreplaner i daginstitutioner. Reglerne er produceret i forbindelse med forfatterens kursusvirksomhed. Der vises et konkret eksempel på interviews af børn i SFO, og det diskuteres, hvordan børneudsagnene kan give anledning til opstilling af hypoteser om læring i børnehøjde, og hvordan voksne professionelle kan lære af børns hypoteser om læring.

 

Susanne Ploug Sørensen er ph.d og cand.pæd.psyk. Hun har et konsulentfirma, der udbyder kurser og konsulentopgaver i forbindelse med implementering af tiltag til forbedringer af pædagogisk praksis. Her tages altid udgangspunkt i den eksisterende pædagogiske praksis. Der lægges i konsulentbistanden en særlig vægt på ledelse og samarbejdsaspektet, hvor der tilbydes coaching og supervision.

Udgivet i Artikler.