Artikel til Folkeskolen

Lærerarbejde er dobbelt relationsarbejde

– en udfordring til den nye læreruddannelse

 

Lektor, cand.psyk. Ph.d. Susanne Ploug Sørensen, Blaagaard Seminarium, CVU Storkøbenhavn

Lektor, videnscenterkonsulent, cand.pæd. Mai-Britt Herløv Petersen, National Videnscenter i Ledelse, CVU Storkøbenhavn.

Forskningsprojekt om “”Selvstyrende team og arbejdsmiljøet i folkeskolen” støttet af LB-Fonden til Almenvelgørende Formål

En revision af læreruddannelsen er under opsejling, og landets undervisningsminister mener ikke den pædagogiske forskning bliver nyttiggjort. I denne kronik vil vi forsøge at nyttiggøre vores forskning om lærerprofessionen via vores forskningsarbejde om selvstyrende team i folkeskolen. Samtidig er det også en opfordring til ministeren om at gøre brug af denne forsknings resultater, inden læreruddannelsen reformeres. Undervisningsministeren må så at sige bevise, at hans reform af læreruddannelsen er forskningsbaseret.

Formålet med vores forskningsprojekt er at undersøge, hvad en ændring af folkeskolers organisering af lærerarbejdet til selvstyrende team får af betydning for arbejdsmiljøet. Vores fokus er engagement og sygefravær som markører for, hvordan det står til med miljøet. Engagerede lærere med lavt sygefravær tyder på et godt arbejdsmiljø, men tab af engagement og højt sygefravær tyder på et dårligt miljø. Desuden er vi optaget af at undersøge, hvad ændringer i de traditionelle autoritetsrelationer betyder for fremtidens lærerprofession, og af hvilke krav de nye samarbejdsformer stiller til lærerkvalifikationerne. Her rejser sig også spørgsmålet om, hvorvidt lærerne er kvalificerede til sådanne ændrede samarbejdsformer? I forbindelse med en reform af læreuddannelsen opfordrer vi til at indtænke kvalificering af de lærerstuderende til de nye samarbejdsformer.

I dag arbejder lærerne i team på langt de fleste skoler. Udviklingen går i retning af, at disse lærerteam bliver stadig mere selvstyrende. Lærerarbejdet har altid været forbundet med stor faglig autonomi og myndighed indenfor den ledelsesmæssige, administrative og organisatoriske struktur en skemaopdelt skolehverdag lagde. Industrisamfundets rutinemæssige og skemaopdelte undervisning er imidlertid på vej ud, og lærerne forventes i stigende grad at skulle arbejde i selvstyrende team, hvor de selv træffer både faglige og administrative beslutninger indenfor de organisatoriske rammer. Teamorganiseringen er nødvendig, for at skolerne kan operere i forhold til en usikker og kompleks omverden. Teamorganiseringen er den indre komplekse organisationsstruktur, der skal modsvare omverdenens kompleksitet.

Et skift i organisationsstrukturen til selvstyrende team betyder, at lærerne er udsat for et krydspres i autoritetsrelationerne, der samlet set er med til at påvirke arbejdsmiljøet og de potentielle konfliktmuligheder. Hvor rollerne mellem skolens aktørerne tidligere var stabile og genkendelige, betyder ændringerne i autoritetsrelationerne, at både lærere og skoleledere løbende skal forholde sig til nye roller og kunne tilpasse sig fleksible og omskiftelige situationer. Vi har valgt at opdele autoritetsrelationerne i skolen i tre niveauer:

  • En professionel autoritetsrelation i forhold til elever/børn/forældre. Ændringerne i relationerne viser sig bl.a. igennem en øget individualisering, brug af vidensteknologisk værkstøj (bl.a. internet), ændring i borger/bruger-begrebet mod forbruger, større krav om dokumentation og eksplicitering af kvalitet i arbejdet. Den professionelle autoritetsrelation udfordres, fordi tidligere tiders faglige autoritet ikke længere tages for givet.
  • En kollegial autoritetsrelation i forhold til kollegaer i de selvstyrende grupper. Relationerne etableres i ikke-hierarkiske arbejdsgrupper som ekspertgrupper og tværfaglige teams, hvor større selvledelse og selvstyring betyder udfordring til beherskelse af de social kompetencer. Fælles ansvar og koordineringsproblematikken ændre de indbyrdes autoritetsrelationer, hvor nogen må påtage sig ”lederrollen” overfor kollegaer, mens andre nu bliver ledet af en kollega.
  • En ledelsesmæssig autoritetsrelation i forhold til den formelle organisationsleder. Relationen mellem skolens leder og lærere ændrer karakter i forbindelse med delegering af ansvar til teamet. Den faglige autoritet, som lederrollen indeholdt før, forsvinder i takt med, at de selvstyrende team bliver en realitet. For at genetablere relationen mellem skoleleder og medarbejder må begge parter ændre roller og respektere hinandens nye autoriteter. Magter lederen ikke dette rolleskift, kan det bl.a. vise sig ved at han/hun abdicerer fra ledelsesarbejdet og forfald til at lede gennem tekniske procedurer eller regler.

De to sidste realtioner har været i centrum i vores kvalitative undersøgelse af både ledelsesteam og selvstyrende team på konkrete folkeskoler. I denne artikel vil vi primært koncentrerer os om de kollegiale relationer.

Vores antagelser har været, at hvis lederne formår at delegere magten til medarbejderne, vil det kunne tilføje organisationen energi, involvering og følelsesmæssigt engagement. Tilsvarende må medarbejderne overvinde deres afhængighed af autoritet. Det betyder, at de dels må udvikle selvledelse som en kompetence og dels udvikle nye relationer til lederautoriteten. Relationen til lederen vil oftes få sparringskarakter. Set i et styringsperspektiv betyder de ændrede autoritetsrelationer i retning af selvledelse og selvstyring, at videnssamfundets organisations- og ledelsesformer også kan ses fra en mere kritisk vinkel. De nye ledelsesformer kan således iagttages udfra et panoptikon-perspektiv, hvor selvdisciplinering er et centralt element for det enkelte individ, og i realiteten betyder en indre selvstyring med ledelse uden en leder. Den diffuse magt bliver en del af samfundsstrukturen og de markedskræfter, der styre i et liberalistisk samfund. Markedsformerne flytter ind i vores skoler og sliber lærernes personligheder af, så de bliver mere tilbageholdende af deres kritik af skolen og det arbejde, der udføres der. En alt for kritisk holdning kan nemlig også påvirke lærernes egen position, når de måles og vejes fx i.f.t. MUS-samtale, ny løn, virksomhedskontrakter m.v.

Gennem vores undersøgelse af konkrete folkeskoler, der er i færd med eller allerede har implementeret selvstyrende team som organisering af lærerarbejdet, finder vi frem til adskillige interessante resultater, men vi vil her fremhæve følgende forhold:

Teamarbejdet gør lærerne robuste i forhold til at kunne svare igen på fjendtligheder, arbejde sig gennem vanskeligheder og skuffende situationer i forandringsprocesser. Temaarbejdet opbygges samarbejdsformer, der kan præstere noget, som effektivt kan løse problemer og konflikter, når de opstår, og hvor man respekterer og måske endda sætte pris på forskellige læringsstile og kulturel baggrund hos kollegaerne. Det betyder, at teamarbejdet bliver en ”buffer” for stress og samtidig en udviklende faktor i miljøet. Teamarbejdet bidrager altså i høj grad til at forbedre miljøet, der ellers ifølge undersøgelser er karakteriseret ved stress og manglende udviklingsmuligheder. Lærerne er engagerede i teamets arbejde frem mod fælles mål for børns læring. Sygefraværet er lavt på de pågældende skoler. Umiddelbart er teamarbejdet i de undersøgte team et gode, men lærerne gør også opmærksom på, at samarbejdet kan give alvorlige problemer, og dermed bliver det en trussel for miljøet. Her er tale om en ”Mathæuseffekt”. De, der har meget, skal også gives meget. De gode velfungerende team profiterer af teamarbejdet ,og miljøet forbedres. Her fungerer teamet som et ”læringsrum”, hvor lærerne lærer af hinanden. Læring er den centrale dynamo i videnssamfundet og forudsætning for udviklingen af viden. I skolens netværk og team har lærere mulighed for at udvikle professionel læring samt fremme evnen til problemløsning og risikovillighed i forhold til at afprøve nye metoder og indhold. De kollektive processer er med til at understøtte kompetencer, så lærerne kan mestre og forholde sig konstruktivt til de kontinuerlige forandringer. Lærerne skal mestre at gå ind og ud af hinandens praksis, at vise tillid til hinandens ideer og kompetencer, og lærerne skal kunne forholde sig til uenigheder som en del af den professionelle læring. I videnssamfundets teamorganisering er professionel uenighed noget man må hilse velkomment og sætte pris på, i stedet for hele tiden at undgå konflikter. Men lærerne savner reelle kvalifikationer til at beherske kollegarelationerne, så læring og ny viden bliver gevinsten og ikke en tilfældighed.

Lærerarbejdet bliver på den anden side også sårbart, idet den enkelte lærer er stærkt afhængig af at teamarbejdet rent faktisk så også bliver den forventede udviklingsarena. Her savner lærerne kompetencer for ikke at sige reelle kvalifikationer til gensidig coaching, konflikthåndtering, ledelse af og i team, administrativ opgaveløsning m.m.

Det er tydeligt, at kollegaskabet har fået gevaldig fylde og forventningerne til, at det også bliver et gode er store. Lærerne er engagerede i teamet, i hinandens udvikling og støtter hinanden efter bedste evne. Ingen af de adspurgte lærere vil bytte med den gamle privatpraktiserende lærertid. Læreren er blevet dobbelt relationsarbejdere. Hvor relationen til børnene tidligere fyldte mest i lærerprofessionen, er teamets relationer stærkt i fokus i lærernes oplevelser af lærerarbejdet. Det er en betydelig ændring af professionen – og det må en ny læreruddannelse indtænke i kvalifikationskravene til lærerarbejdet. Sociale kompetencer er væsentlige i vidensamfundets grupper og projekter – en realitet, der også gælder for lærerarbejdet.

På baggrund af vores forskningsarbejde anbefaler vi, at den nye læreruddannelse uddanner til lærerprofessionens rette udfordringer. Det betyder uddannelse til det dobbelte relationsarbejde. Konsekvensen er, at lærerstuderende må kvalificere sig til teamarbejde, og at læreruddanelsens brug af studiegrupper, projektgrupper eller praktikgrupper skal lægge op til, at de studerende kan dokumentere kompetente samarbejdsprocesser. Udokumenteret resultater af samarbejdsprocesserne er ikke længere tilstrækkelige, der må skabes bevidsthed om processerne. De studerende må så at sige deltage i samarbejdsprocesserne, således at de systematisk opnår kvalifikationer til ledelse, koordinering, konflikthåndtering, gensidig kollegial vejledning, coaching, formidling af ny viden om praksis m.m. Det betyder en langt højere grad af deltagelse i undervisning på seminariet, dokumentation for selvstudie i studiegrupper og dokumentation for erfaringsbaseret viden i praktikgrupper. En ny læreruddannelse må indeholde dokumentation for aktivitet i samarbejde, så den studerende opnår kvalifikationer til det dobbelte relationsarbejde. Det fordre deltagelsespligt.

Jamen – kunne man som læser indvende – gælder det ikke alle andre professioner, der arbejder med relationer som fx sygeplejersker, pædagoger, politibetjente m.v. Jo for så vidt, men for lærerne (og pædagoger) gælder et særligt principielt fænomen, der vedrører opgaven med børns socialisering og opdragelse. I vores undersøgelse fremhæver skolernes ledelsesteam”det eksemplariske princip”. Det vil sige, at ledelsesteamet er eksemplarisk – det gode eksempel – for lærerne. Ledelsen beder ikke lærerne om noget, den ikke selv kan udrette. Den gode skoleledelse anser det eksemplariske princip for at have nedsivende effekt i systemet, og at det vil medvirke til, at lærerne bliver gode forbilleder og eksemplariske for børnene. Derfor må selvstyrende lærerteam kunne samarbejde eksemplarisk og være forbilleder for elevernes samarbejde og kvalificering til vidensamfundets arbejdsopgaver. Det betyder, at også læreruddannelsen må kvalificere til det eksemplariske princip. Således må en ny læreruddannelse kvalificere lærerstuderende til de krav, der ideelt set karakteriserer lærerprofessionen.

Et højt sygefravær er ét af lærerprofessionens store problemer – en indikator for et dårligt arbejdsmiljø. Vores undersøgelse kunne tyde på, at netop som følge af en ændring i autoritetsrelationerne vil et forpligtende samarbejde med alle skolens aktører have en positiv indflydelse på arbejdsmiljøet. Det stimulerer lærerne til at samarbejde professionelt og blive professionelle dobbelte relationsarbejdere. På lærerseminariet kan de kommende lærere lære at samarbejde. For at det skal lykkes, må samarbejdsrelationerne prioriteres og dokumenteres, hvis de lærerstuderende skal tage det alvorligt. Samarbejde lærer man kun ved at være tilstede sammen med sine medstuderende. Det er ikke noget man kan læse sig til. Man kan ikke studere sig til samarbejdskvalifikationer.

Udgivet i Artikler.